Når han bliver afvist

Når mænd gentagende gange oplever at blive afvist, mister de langsomt lysten til forholdet. Hvis han aldrig oplever, at kvinden er i stand til at tage initiativ til sex eller giver udtryk for, at hun tænder på ham, så bliver han ugidelig, irritabel og holder langsomt op med at deltage i de praktiske gøremål.


Men hvorfor er det, at kvinder ofte bliver passive, når hverdagen træder ind? Hvad kan de gøre, for at holde intimiteten ved lige? Hvad tænder mænd på? Og hvad er det egentlig de går og drømmer om?

Mange mænd oplever at lide under den såkaldte præstationsangst. Der hviler nemlig et rigtig stort pres på deres skuldre. Ikke nok med, at de skal have styr på alle kvindens erogene zoner, så skal de også sørge for, at kvinderne føler sig elskede og værdsat. Dette medfører, at manden i mindre grad lægger op til sex. Dels af frygt for at blive afvist, men også fordi han ikke længere er i stand til at give sig hen og nyde sex på samme måde, fordi der nærmest er restriktioner på rækkefølgen af hvad han skal gøre, under den seksuelle akt.

Kvinder er generelt dårlige til, at formulere deres behov. Oftest fordi de ikke selv er opmærksomme på dem, eller også fordi, at de har en forventning om, at manden selv skal kunne tænke sig til, hvad kvinden gerne vil have. Men det er simpelthen umuligt for manden, og han bliver konstant stillet over for urimelige tests, som han vil dumpe gang på gang.

Kvinden er nødt til, at formulere og definere de behov hun har, da det ellers er umuligt for partneren at opfylde dem.

Mænd kan blive tændt ved den mindste berøring, hvor det kræver langt mere koncentration, at tænde kvinden, og vække hendes sanser til live. Det betyder, at hun i højere grad skal geare sig selv op til at være sanselig. Kunsten er, at fralægge sig alt hvad der hedder ansvar og kontrol, og i stedet give sig tid til at være noget for sig selv. Mange kvinder lever det meste af deres liv oppe i hovedet, hvilket vil sige at de tænker for meget, tager for meget ansvar, er praktiske og har en tendens til at skulle have et fuldt overblik det meste af tiden.

Værdierne ændrer sig som regel for kvinder, når de er i et fast forhold, og det er blevet hverdag. Det betyder, at hun ikke på samme måde spiller på sin feminine og frække side, men nærmest tager det som en selvfølge, at hun bare kan rende rundt i sit joggingtøj, imens hun skurer gulvet. At det ikke længere er nødvendigt, at gøre sig til for manden, tænde ham, tage pænt tøj på, med mindre man skal ud, og heller ikke længere giver sig tid til at sætte håret og lægge makeup. Men i bund og grund handler det ikke så meget om manden, men om den selvværdsfølelse og ro man kan opnå, når man føler at man har været god ved sig selv, gjort noget ud af sig selv, og kan se en forskel, når man kigger sig i spejlet.

Mænd stiller som regel ikke særlig store krav til kvinder, da de i langt højere grad kan affinde sig med, at tingene er som de er. Kvinder derimod bruger enormt meget tid på, at rette på manden, og få ham til at passe ind i deres hverdag.
Men det betyder også, at kvinder til tider stiller urimelige krav til, hvad han skal kunne præstere, hvorimod manden er god til at bide mærke i de små ting, i hvert fald af seksuel karakter, fordi det har så høj en prioritet for ham.

Det er ikke nogen hemmelighed, at et af mænds største behov, er sex. Det er igennem sex, at han får dækket sit behov for tryghed, nærvær og omsorg. Det er også efter sex, at han er bedst i stand til at dække dit behov for tryghed, nærvær og omsorg. Fordi han i det øjeblik efter sex, føler sig forstået, accepteret og respekteret.

Når kvinder mister lysten til sex, bliver det en rigtig ond cirkel for parret. Til sidst ender han nemlig med at opgive, da han ikke kan klare flere afvisninger eller nederlag. Det resulterer i, at hans tilstedeværelse formindskes, og hans interesse for at yde noget falder til jorden.

Hvis du er i stand til at give dig hen, og bryde den onde cirkel, så vil du opleve, at han meget hurtigt deltager på mange andre punkter, i forhold til huslige pligter, børneopdragelse osv. Under alle omstændigheder vil han være mere modtagelig, hvis der er ting du ønsker han skal få lavet, hvis han har fået dækket sit seksuelle behov. Han er dog stadig ikke i stand til at læse dine tanker, hvorfor det stadig er nødvendigt at sige, hvad der skal gøres.

Det er en rigtig god idé, at aftale dage der skal være faste kærestedage. Disse behøver ikke nødvendigvis at indebære sex, men jo mere nærhed I oplever i parforholdet, jo mere lyst får I også til at være endnu tættere på hinanden.

For at undgå, at sexlivet ender i faste rutiner, er det vigtigt, at du træder ud af dem, og fjerner opfattelsen af sex, som noget der skal overstås. Hvis det altid foregår i sengen, forspillet er det samme og han altid skal passe på, at børnene ikke vågner, så mister han interessen for at yde noget exceptionelt i sengen. Det bliver mere en måde at tømme sig på, end en måde at være intim og kærlig på.

Mænd har brug for at føle sig respekteret – også i deres seksualitet. Han har brug for, at du er deltagende, nysgerrig og åben på det seksuelle område, ligesom du forventer, at han skal være det på så mange andre. Du skal rose ham for hans kunnen, samtidig med, at du skal guide ham til at blive endnu bedre. Det skal naturligvis være på en øm og respektfuld måde, så han ikke føler at det er en kritik af det han gør. Du må aldrig være hånlig eller nedladende, når I taler om sex, og du må ikke latterliggøre de fantasier han har, eller de tanker han gør sig.

Der er ikke grænser for, hvad din mand vil gøre, hvis bare han får dækket sit primære behov, behovet for seksuel udfoldelse, seksuel bekræftelse og anerkendelse i forhold til hans seksualitet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.