Sexafhængighed

Hvad vil det sige at være sexafhængig? Hvem rammer det, og hvorfor? Hvad kan man gøre? Hvor skal man henvende sig? Er du den eneste? Og hvad er det i virkeligheden vi drømmer om?


Nogle mennesker er afhængige af sex, på samme måde som andre er afhængige af stoffer og alkohol. Mekanismerne er de samme, hvorfor man i klinisk forstand taler om et reelt misbrugsproblem. Det resulterer ofte i store menneskelige omkostninger. Eksperterne kalder det for hyperseksualitet, hvilket betyder, at man søger "følelsesmæssig bekræftelse igennem sin seksualitet". Årsagerne kan være mange, ligesom ved andre former for misbrug, men fælles for dem alle er, at de kræver behandling.

At være sexafhængig betyder, at man enten er besat af pornofilm, porno på nettet, besøg hos prostituerede, har elskere/elskerinder eller et utal af engangsaffærer. Det kan i nogle tilfælde handle om, at man tidligere har været udsat for overgreb, både af fysisk og psykisk karakter, at man har opbygget en destruktiv seksualitet eller at man føler at man har en fornedrende, skamfuld og hemmelig seksualitet. Lysten til erotik, er blevet et behov, som man ikke er i stand til at kontrollere, og som kan have store konsekvenser for både familien og karrieren. Nogle mænd kan have behov for udløsning op til flere gange dagligt, og gerne med forskellige partnere. En kvinde, der er partner med en sexafhængig, må ikke føle, at det er hende, der ikke slår til. Sexafhængighed har intet med partneren at gøre. Hun kan både være smuk, intelligent og vidunderlig på det seksuelle område, men alligevel vil den sexafhængige mand med stor sandsynlighed få tilfredsstillet sine lyster hos en anden, og ofte hos mange andre.

Foreningen SLAA er en organisation, som blev oprettet i Boston, USA i 1976, og som i dag figurerer over hele verden. SLAA arbejder ud fra det samme 12-trins program (Minnesotamodellen), som AA (anonyme alkoholikere) bruger. For at blive medlem af SLAA skal man have et ønske om at ændre det adfærdsmønster man har, når man er sexafhængig. SLAA er en selvforsørgende organisation, som overlever på de private bidrag, som deres medlemmer giver. Man er naturligvis anonym, hvorfor der hverken skrives rapporter om fremmøde eller noget som helst andet.

Sexafhængighed rammer ofte mennesker, der igennem barndommen har knyttet mistro og usikkerhed til sine egne følelser. De skal derfor have støtte til at udvikle en sund seksualitet, og ændre de adfærdsmønstre og overlevelsesstrategier, som de har opbygget gennem tiden. Personen skal have støtte til at løse konflikter, have styr på deres forhold til nærvær og eventuelt afsavn til forældre. De skal lære at finde sunde måder at belønne dem selv, for de gode gerninger de gør, hvilket ikke længere skal domineres af deres behov for bekræftelse, som de søger igennem deres seksualitet.
Flere landsundersøgelser viser, at hver tredje kvinde og hver fjerde mand har så store problemer med deres seksualitet, at det påvirker deres hverdag og deres liv.

Spørgsmålene nedenfor er enslydende med spørgsmålene fra folderen:
40 questions for self-diagnosis ©.
Spørgsmålene er udarbejdet, så man har mulighed for at teste, om man er sex- eller kærlighedsafhængig. Du kan finde de nøjagtige spørgsmål på: www.slaa.nu

Er du sexafhængig?

1) Har du seksuelle relationer til nogen, som du ikke ønsker at have sex med?
2) Tror du at andre kan redde dig?
3) Har du en liste, nedskrevet eller i hovedet, over hvor mange partnere du har haft?
4) Har du opgivet at tælle sammen, hvor mange sexpartnere du har haft?
5) Har du et desperat behov for at have en partner eller en elsker?
6) Føler du at dit eneste værd ligger i din seksuelle præstation?
7) Føler du dig nedtrykt, hvis der ikke er nogen i nærheden, som du kan flirte med?
8) Har du sex for nemmere at kunne håndtere problemer i dit liv?
9) Føler du livet er meningsløst uden sex?
10) Har du brug for sex, for at føle dig som en rigtig mand/kvinde?
11) Savner du værdighed, og følelsen af at være hel?
12) Tænker du, at dit liv kunne være bedre, hvis det ikke var domineret af din seksualitet?
13) Flirter eller udsender du seksuelle signaler, selvom du ikke gør alvor af det?
14) Har du svært ved at koncentrere dig, på grund af tanker, følelser og sexlyst?
15) Har du nogensinde ønsket, at du kunne kontrollere dine seksuelle aktiviteter?

Behandling:

Sexafhængighed kan behandles igennem terapi.
Kognitiv terapi er en af de mest veldokumenterede terapiformer. Den er målrettet, praktisk og korttidsorienteret, og der anvendes indlæringspsykologiske metoder og udviklingsprocesser.
I kognitiv terapi foretages først en grundvurdering på basis af data, observation og kognitiv analyse, og ud fra det lægges der nogle realistiske behandlingsmål. Terapeuten fører derefter personen igennem en række omstruktureringer (ændringer) af tanker og handlinger. Mange psykiske vanskeligheder hænger sammen med måden, man ser sig selv, andre og verden på. Mennesker med misbrugsproblemer har meget ofte negative tanker, følelser og adfærd, hvorfor hele det grundlæggende selvsyn skal ændres.

Det de fleste drømmer om:

I virkeligheden drømmer de fleste mennesker om at blive elsket for den de er.
De ønsker anerkendelse, empati, forståelse og respekt.
For sexafhængige kan følgende traumer spiller ind:

For kvindens vedkommende kan det handle om, at hun i sin barndom kæmpede for at få sin fars kærlighed og opmærksomhed. Hvis hun ikke fik den, resulterede det i, at hun følte sig mindreværdig, og ikke fortjente hans kærlighed. Derfor udviklede hun et mønster, hvor hun, i stedet for at være den hun var, blev som hun forestillede sig, at hendes far ønskede at hun skulle være. Når en kvinde i sit voksenliv igen oplever den kærlighed, som er ubetinget, stærk og kraftfuld, bliver hun mindet om den desperate måde at opnå den gensidige kærlighed, hvorfor hun igen tilsidesætter sig selv, og opfører sig, som hun forestiller sig, at hendes udkårne gerne vil have hun opfører sig. Hendes adfærdsmønster er altså at hige efter uopnåelig kærlighed, hvorfor hun meget ofte ender med at falde for den type mand, hvor hun konstant skal tilpasse sig, for at føle sig elsket.

For mandens vedkommende kan det handle om, at han som dreng følte sig ansvarlig for at dække sin mors behov for nærhed og omsorg, og derfor tilsidesatte sine egne behov, i håb om at få den kærlighed og anerkendelse han hungrede så meget efter. Når han i sit voksenliv oplever, at en kvinde giver sig hen til ham, dukker den gamle sorg op, fordi det minder ham om de forventninger der var til ham som barn, og som han slet ikke, på det tidspunkt var rustet til at skulle efterleve. Derfor fortæller hans overlevelsesstrategi ham, at han skal trække sig, for ikke igen at opleve, at han skal yde en masse, for at gøre sig fortjent til hendes kærlighed og anerkendelse, som han måske ikke får, uanset hvor meget han knokler for det.

Ind imellem kan det være en rigtig god idé, at tage rygsækken af, og tømme den ud over stuegulvet. Tag et kig på det du har med i bagagen, og sorter imellem det du kan bruge, og det du ikke kan bruge. Overvej kraftigt, om det du lægger tilbage i rygsækken, får plads, fordi du har svært ved at give slip på det gamle, eller om du lægger det tilbage, fordi det skal være en del af dit nye jeg, og fordi det er noget du kan bruge konstruktivt. Hvis du ønsker at udvikle dig, så er du nødt til at tage chancer. Der vil altid være en risiko for at man bliver såret, men hvis ikke man løber den risiko, så er der heller ingen chance for at man oplever lykke, i samspillet med et ligeværdigt menneske.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.