Er vi kærester?

Hvornår kalder man sig kærester? Hvad kan man tillade sig at forvente af sin date? Hvornår går man bag ryggen på den anden? Hvornår er det utroskab, og er det ok at spille på flere heste?


At konkludere hvornår man er kærester, er naturligvis op til det enkelte individ. Der er nemlig stor forskel på, hvordan man ser på den slags, afhængig af alder og livserfaring. De fleste voksne mennesker, der har fået nogle slag over snuden, har efterhånden erfaret, at der er stor forskel på, hvornår man hygger sig og nyder et andet menneskes selskab, til hvornår man er svimlende forelsket, og har lyst til at involvere sig 100 %.

Det vigtigste element i et forhold, hvad enten man er kærester eller ej, er at man er i stand til at kommunikere. Det vil sige, at man på anden date godt kan tillade sig at være åben i forhold til, hvad man har af forventninger, når man skal til at lære hinanden at kende. Man må altså gerne være ærlig og sige, at man ikke har lyst til at være en del af flokken, da man selv føler, at der er en god kemi, og derfor har brug for at sikre sig, at man ikke lægger kræfter i en person, som ikke på samme måde har lyst til at give det en reel chance.

Hvis man selv står i en situation, hvor man spiller på flere heste, risikerer man at lade mange prinser eller prinsesser ride forbi, fordi det er svært at skabe fokus på den enkelte, når man hele tiden skal koncentrere sig om den næste date.

Ofte er flerdateri forbundet med, at personen kan have svært ved at knytte sig, enten fordi man måske er blevet såret en del gange, eller fordi man måske i en periode har brug for at eksperimentere, løbe hornene af sig eller komme sig over en tidligere kæreste. Hvis det er tilfældet, så er det vigtigt, at man spiller med åbne kort. Det vil sige, at man på forhånd bør gøre vedkommende opmærksom på, at man ikke er på udkig efter en kæreste, da man ikke føler sig følelsesmæssigt klar, og at vedkommende derfor skal være forberedt på, at det ikke fører til et længerevarende kærlighedsforhold.

Men i bund og grund er det rigtig svært at sige, at man ikke vil have en kæreste. Ofte rammer Amors pil, netop som man har gjort det klart for sig selv, at man ikke vil involvere sig følelsesmæssigt. Dette handler om de signaler man udsender, i forhold til at virke selvsikker og afklaret, hvorimod man kan virke desperat og usikker, når man med voldsom iver leder efter den eneste ene. Men netop denne situation kan være med til, at man spiller på flere heste. For hvis man har følt sig afklaret omkring det at man blot skulle have en masse gode oplevelser med på vejen, og den eneste ene dukker op ud af det blå, så kan det være svært, uden varsel at skulle afslutte alle de dates, man har planlagt i løbet af de næste par uger.

I den forbindelse er der to muligheder. Enten tager du tyren ved hornene, og stoler på din intuition. Det vil sige, at du meget hurtigt får afsluttet de uforpligtende forhold du har gang i, og sætter alle kræfter ind på at opbygge noget med din nye udkårne. Eller også går du bag din egen og hans/hendes ryg, og starter forholdet med at skabe usikkerhed, fordi du hver gang din mobil bipper, frygter at det er en af dine hemmelige beundrere. Hvis din nye udkårne er fornuftig, klar til et seriøst forhold og selv er meget afklaret i forhold til hvordan man starter et forhold op, så vil vedkommende meget hurtigt lugte lunten, og du vil ende med at sidde alene tilbage med dine uforpligtende forhold.

Har man datet den samme fyr nogle gange, været i seng med hinanden, og måske endda har delt nogle af de samme fremtidsdrømme, så må man kunne forvente en vis seriøsitet. Skulle man alligevel opdage, at vedkommende man ser, samtidig ser andre, så er det op til ens egne grænser, om man vil acceptere det, eller om man på baggrund af det vil føle, at man allerede fra start af, skal være utryg for om det vil ske igen.
Hvis man har følelser i klemme, er det vigtigt, at man får gjort det helt klart, at man ikke kan tolerere det, og på ingen måde vil acceptere, at modparten dater andre, så længe de ses. Ofte vil man dog føle, at man allerede der trækker følehornene til sig, fordi der meget hurtigt har været optakt til at blive såret. Dette kan have en negativ effekt, hvorfor man skal gøre sig det helt klart, om man vil og kan tilgive det, eller om begge parter har bedst af, at man går hver til sit.

Dating er meget almindeligt i USA, og der er som oftest ingen forpligtelser i den forbindelse. Men den kultur går ikke helt i Danmark.
I USA kalder man de første mange møder for dates, hvor man i Danmark formoder, at man allerede den første gang man har set hinanden, har en helt klar fornemmelse om, om der er grobund for at det kunne udvikle sig. Derfor bør man meget hurtigt efter første eller anden date, få afsluttet de andre forhold man måtte have gang i, sådan at forholdet ikke bliver baseret på løgne og risikoen for at såre andre mennesker.

De fleste mennesker er enormt gode til at argumentere for deres valg, men som regel virker det først, når man på egen krop oplever hvad det vil sige, at blive ført bag lyset.
De fleste mennesker er i stand til at kapere sandheden, da det oftest handler om, om man har et valg. Altså om man selv vil acceptere, at ham man har mødt, stadig vælger at gå på date med andre. Men hvis man efterfølgende finder ud af det, så forbinder man det med en løgn, og når man lyver, har det den konsekvens, at andre mennesker bliver kede af det.

Man kan naturligvis have så mange partnere man ønsker at have. Men det er vigtigt at gøre sig overvejelser om, hvorfor man har det sådan, at man ikke ønsker at lægge sin energi i et enkelt menneske, hvor muligheden for at udforske, både seksuelt og mentalt er langt større, end når man skal holde styr på flere forskellige partnere. Det er slet ikke usædvanligt, at mennesker i perioder af deres liv har brug for, at føle sig seksuelt attraktive, og samtidig har et ønske om at udvide deres seksuelle horisont, hvorfor mange og skiftende sexpartnere kan føles nødvendigt. Men i bund og grund drømmer de fleste mennesker om, at møde den eneste ene, som man tør at kaste al sin kærlighed på.

Står man i en situation, hvor man ønsker at se flere forskellige partnere, så må man også være klar på at tage den konsekvens det kan have. Hvis nogen føler sig ført bag lyset, fordi man ikke fra start af har lagt kortene på bordet, så er det ikke en situation, som man kan tale sig ud af. – Ligeså vel, som at du selv ville blive vred og ked af det, hvis ham du satsede på, satsede på mange flere end dig.

Når der er tale om voksne mennesker, må man kunne forvente en vis seriøsitet. Det vil sige, at man er nødt til at gå ind i et nyt forhold med tillid, og troen på at essensen i forholdet er gensidig respekt, tillid og ærlighed.
Det betyder, at dårlige erfaringer ikke skal lægges over på den nye partner, da vedkommende ikke skal stå til regnskab for tidligere skuffelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.